Donate & Dine

Teori

Hvad ved vi fra videnskaben?

Ideen om fødevarebanker er relativ ny i Danmark hvor den har spredt sig over de seneste 10 år. Men de første fødevarebanker opstod allerede i USA efter 2 verdenskrig, hvor der i mange år var udbredt fattigdom og sult i store områder af landet. Det havde man længe forsøgt at løse med det såkaldte fødevare-kupon-program og det blev sammen med suppekøkkener en vigtig del af kampen mod sult og fattigdom. Med de seneste årtiers økonomiske kriser, sikkerhedsmæssige og sundhedsmæssige kriser, er der for alvor igen blevet sat fokus på værdien af fødevarebanker og det man kalder manglende fødevaretryghed. Behovet for at tænke på fødevaretryghed blev ikke mindst meget synligt under COVID-19 epidemien. Ideen om fødevarebanker er samtidig blevet ekstra aktuel med det stigende fokus, der er kommet på madspild.

Det hele startede i tresserne i byen Phoenix i den sydlige amerikanske stat Arizona. Her blev idéen om en fødevarebank udviklet af igangsætter og græsrodsaktivist John van Hengel, der var utilfreds med den begrænsede effektivitet i de offentlige ordninger, med fødevare-kuponer og suppekøkkener. Han begyndte at undersøge mulighederne for at anvende overskudsvarer fra supermarkedernes affaldscontainere og gik i gang med at indsamle mad, der stadig var god nok til at spise, men som af forskellige grunde ikke længere kunne sælges i supermarkeder. Og det er dette princip, der stadigvæk er grundstammen i de fødevarebanker, som har set dagens lys over de seneste årtier. Verdens første fødevarebank St. Mary’s Food Bank Alliance blev indviet af van Hengel i Phoenix i 1967 og siden har den spredt sig til resten af verden. I 1984 blev den første europæiske fødevarebank åbnet i Frankrig under navnet “restos du coeur” (restauranter med et hjerte), efterfulgt af andre lande, såsom Belgien i 1986 og Holland i 2002. I Danmark startede det første tilløb til fødevarebanker omkring 2010 og i dag findes fødevarebanken i flere dele af landet. Det er typisk store partier af fødevarer, som kanaliseres direkte fra grossister og producenter til fødevarebanken, hvor de så videre distribueres ud til varmestuer, folkekøkkener, safe houses og lignende. Også andre typer af køkkener i velfærdssektoren nyder godt af fødevarebankerne. Indsatsen for at forbedre logistikken har udviklet sig meget over det sidste 15 år og i dag er fødevarebanken nærmest udelukkende indrettet til store partier af overskudsvarer fra grossister og supermarkedskæder. I nogle tilfælde er der tale om fejlproduktion af emballagen på fødevarer, dvs. fødevarer der ellers er uden kvalitetsfejl og ikke nødvendigvis er tæt på udløbsdatoen.

Bankerne drives typisk som en social indsats baseret på frivillige og de er organiseret på den måde, at der er en lille stab af fastansatte lønnede medarbejdere, som arbejder sammen med en større gruppe af medarbejdere, der er frivillige og ulønnede. De er således ikke baseret på offentlige midler, men derimod på private bidrag og bidrag fra fonde. Derfor er det heller ikke nogen hemmelighed, at fødevareindustrien har en stor interesse i, at der eksisterer fødevarebanker. Det er heller ikke nogen hemmelighed at der af og til rejses kritik af den måde vi håndterer overskudsmad på. At der eksisterer fødevarebanker, betyder nemlig, at hele fødevaresystemet kan legitimereet slags ”overdrive” – altså et slags ekstra 6. gear, som betyder, at der uden problemer kan produceres ”rigeligt”. En slags “overflod er godt” tænkning. Med andre ord, når fødevarebankerne kan tage sig af overskudsmad, så behøver vi ikke at lave noget grundlæggende om på den  måde hvorpå vi producerer og sælger vores fødevarer. Heller ikke selvom det er en måde, der bedst kan beskrives som en slags ”overflods-metode”. På den måde er fødevarebankerne på godt og ondt blevet en slags sikkerhedsventil, som tager sig af det spild, der nødvendigvis opstår, når vi producerer og forbruger fødevarer på den måde og i de mængder vi gør i dag. Man kan således sige at fødevarebankerne ikke ændrer på de grundlæggende designfejl i fødevaresystemet, men mere afhjælper nogle af de problematiske følger ved overproduktion.

Fødevarebankerne er blot en af de mekanismer vi har til at håndtere overproduktion på. Over de seneste årtier er der opstået en lang række spændende forretningsmodeller, hvor igangsættere har udviklet måder at håndtere overskudsproduktion på. I stedet for at tage overskudsvarer fra grossister og producenter kan man udvikle ordninger, hvor usolgte varer sendes direkte ud til forbrugeren fra restauranter eller butikker. Tænk på virksomheder som f.eks. TooGoodToGo, Mad Skal Spises og Red Maden. Allesammen er forsøg på at reducere madspild og anvende fødevarer til fornuftige formål i stedet for at smide dem ud. Og det vel at mærke på en måde, der gavner ikke bare civilsamfundet, men skaber nye forretningsmodeller for virksomheder. Det er det man med et fint ord kalder den cirkulære fødevare økonomi som forretningsmodel.